fbpx

Milas… mit Milas

Der var engang….

sådan starter et eventyr, og mit startede for længe længe siden.
Jeg faldt over et fag. Guldsmedefaget.

I 1987 startede jeg i guldsmedelære, fire år senere stod jeg med mit svendebrev i hånden. I 1995 kom posten med mit eget momsnummer, og jeg fik fod under eget guldsmedebord.

Der var ingen plan, dårligt nok en drøm, jeg kastede mig ud på det dybe og startede en lille butik med værksted på Frederiksberg.

Det er en kliche, det der #livingthedream, men sådan blev det.
Milas blev mine drømme, mine drømme blev Milas.

I 1997 flyttede jeg ind i Kompagnistræde 8.
Midt i København ligger den, midt imellem de fineste gamle huse i Dronningens smukke by, og for mig er det, det bedste sted i verden.

Jeg elsker vores by, og føler mig heldig og privilegeret hver eneste dag jeg cykler herind og sætter nøglen i døren til min elskede guldbutik.

Minna Lund

Milas DNA

Service, kvalitet, materialer, håndværk, faglighed, venlighed, menneskelighed.

Det nærmer sig, at jeg kan kalde det mit livsværk.  Min guldbutik, mit værksted, min kærlighed. Det handler faktisk mest om kærlighed.

Jeg er uddannet i 1991 hos en af danmarks største guldsmedefirmaer dengang. I et par år arbejdede jeg som guldsmed og designer på deres modelværksted, passede også lærlingene. Alt det der skulle blive min levevej.

I 1995 købte jeg en gammel skæv butik på Frederiksberg.
Jeg arbejdede til fingrene blødte og lånet var betalt, og i 1997 flyttede jeg så Milas til Kompagnistræde 8.

Resten er historie, min historie.

Minna Lund i vinduet i sin butik, Milas Jewellery

Gulddamen med de mange titler

Jeg er gulddamen med de mange titler; guldpsykolog, cirkusdirektør, guldmor, læremester, businesswoman.
Gulddamen, der elsker hverdag, for hver dag her er fuld af guld og kærlighed.

Mit værksted er et oldschool guldsmedeværksted, hvor vi tager alle opgaver alvorligt. 

Jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du har et problem eller en opgave af sølv eller guld, der skal løses.
Mottoet er ”Yes we can”, (tak Obama), for det er sjovt at blive udfordret.

Kærligheden til naturens ædle metaller sten og perler og til mit fag er grundstammen her.

Milas er min guldbutik.

Det er mig, der designer smykkerne, finder de smukke ædelsten vi bruger, udvælger perler, tegner og former, og dirigerer dagens gang her.

Milas mit Milas, guldbutikken er alle mine drømme, der er gået i opfyldelse.
Et liv med et fag jeg elsker, et arbejdsliv med udfordring og passion, med guld og kærlighed, alt jeg ønskede mig og mere til.

Privat har jeg været gift siden 1997, har to dejlige døtre og det meste er, som det gerne må være i et helt almindeligt dejligt liv.

Mit liv og min hverdag er min inspiration.

Jeg får ideer til nye smykker i samværet med mennesker, i naturen og af materialerne alene, nogle gange former en smuk turmalin rammen i sig selv.

Mit liv er ikke rigtig delt i arbejde og fritid. Jeg lever og ånder for smykkerne, for guldet, for de smukke sten, men lige så meget for det møde med mennesker, som faget og butikken giver mig.

Ikke to dage er ens her i Kompagnistræde 8.
At lave smykker er at sætte form på følelser, at vise kærlighed og glæde, men somme tider også sorg.
Det deler jeg med de mennesker, som jeg laver smykker til, og det føles så berigende.

At være direktøren for det hele rummer mange udfordringer, også mange man ikke nødvendigvis ventede den dag, da posten kom med et momsnummer.


At få lov at forene guld og kærlighed, at hjælpe med at glæde, det er det bedste, jeg ved.

“Den der er vældig stærk bør også være vældig god”
skrev Astrid Lindgren i den første bog om Pippi.

Det er et af mine leveord, og også bevæggrunden for at vi hvert år hjælper, hvor vi kan.
Vi støtter Kræftens Bekæmpelse. Giver julegaver til særligt trængende.  Dertil er jeg tilknyttet både SOS børnefonden og Girltalk. Og endelig  ”Frirum i psykiatrien”, et projekt startet af min ven, til støtte og for at sprede liv på ”den lukkede”

Jeg er Milas og Milas er mig, altid, året rundt.

Mit liv er på mange måder en dans på roser, med torne og bump, men lige nu er alting lige, hvor jeg ønsker, det skal være.
Vi er 8 kvinder i mit dreamteam. Min ældste datter er i lære som guldsmed. Vi har godt at lave, det myldrer med ideer og projekter.

I 2020 fejrer jeg 25 års jubilæum med mit Milas, det er rørende og fantastisk at være kommet hertil.

Kompagnistræde 8  •  1208 København K.  •  Tel. 33 13 19 07

Få alle historierne om de nye smykker og livet i guldbutikken,
og deltag hver måned i konkurrencen om et gavekort på 1000 KR.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu. Vi trækker en vinder hver måned resten af 2019.